fbpx

Lykketofts erindringer blev en flad omgang

’Erindringer – Holdning og handling’ af Mogens Lykketoft mangler saft, kraft og ikke mindst nyheder. Mærkeligt, for det kunne ellers have været så godt.

Anmeldelse - 2 ud af 6

Af Morten Okkels, mok@indblik.net

I vores anmeldelse af Søren Pinds ’Frie ord’ tillod vi os at sige, at få politikere har et livsværk og en pen til erindringer over 300 sider. Mogens Lykketoft skulle man dog formode at være en sådan politiker. Måske er han det også, men det ses ikke af den aktuelle selvbiografi ’Erindringer – Holdning og handling’.

Det er i grunden mærkeligt, for alle forudsætninger er til stede. Lykketofts karriere har spændt over fem årtier, hvor han har truffet hele parnasset af magt i Danmark, og han er efter eget udsagn begunstiget med god hukommelse og spækket med dagbogsnotater. Dermed skulle man tro, Lykketoft kunne bidrage med nyt stof eller nye nuancer af kendt stof, og alligevel bladrer man længe mellem snapsene.

Meget af bogen føles som at læse Wikipedia eller den forgangne tids Hvem-Hvad-Hvor-bøger, som Lykketoft selv har samlet på: Så skete der det, så blev han eller hun minister for sådan og sådan, så vedtog vi det, og sådan går det alt for længe.

FAKTA

Mogens Lykketofts ’Erindringer – Holdning og handling’ er udkommet på Rosinante.

Mogens Lykketoft (f. 1946), uddannet cand.polit. 1971 og socialdemokratisk folketingsmedlem siden 1981. Er tidligere skatteminister, finansminister, udenrigsminister og formand for Folketinget. I 2015-2016 varetog han formandsposten for FN’s 70. generalforsamling i New York.

Et godt eksempel er en halv side, der går med at opregne, hvem der stod bag hvilke delforlig i finanslovsaftalen for 2000. Og der er for meget om familien eller datidens skattelovgivning. Det er jo ikke derfor, vi læser politiske erindringsbøger. Det kronologiske skelet står fint nok; der mangler bare kød på kroppen, især i form af anekdoter, der kan bidrage til den store historie.

Hvor var du, Mogens?
Disse erindringer har det sælsomme problem for en selvbiografi, at Lykketoft skriver sig selv ud af bogen sine steder. Det sker i betragtninger om udlandspolitik, og når han ser tilbage på Socialdemokratiet, som var han fluen på væggen, når han i virkeligheden har været en ledende aktør.

Det sker, når Lykketoft bekræfter, at Socialdemokratiets nej til EF-Pakken i 1986 var opportunistisk og kritisabelt. Men hvor var manden selv i 1986, hvad gjorde han konkret, hvad burde han have gjort anderledes? Eller når Lykketoft bekræfter, at der i 2000 foregik et dramatisk møde i Havnsø om fremtidens udlændingepolitik for Socialdemokratiet. Jamen hvor stod han selv i det spørgsmål?

To primære med- og modspillere i tidens løb, Poul Nyrup Rasmussen og Svend Auken, henstår ligeledes mærkeligt flade i sig selv og deres relationer. Igen åbner Lykketoft for ubesvarede spørgsmål:

Om Aukens rolle anno 1984 fremgår det således, at ”Nogle af os havde imidlertid oplevelser, der gjorde os usikre på hans kurs og stabilitet som leder”, og det lyder jo vældig interessant, men det bliver ikke uddybet hvilke oplevelser, og tilbage sidder man uforløst.

Lykketoft vs. Heltberg
Det er interessant, at Lykketoft i to omgange går i rette med Bettina Heltbergs historieskrivning i form af hendes bog ’Hvor der handles’. Det er korrekt, som Lykketoft skriver, at Heltbergs bog er stærkt farvet af hendes personlige veneration for Auken, med hvem hun var gift i en stormfuld tid for Socialdemokratiet. Og det var logisk Heltbergs svaghed som historisk kilde.

Men hun skrev i det mindste en bog, hvor man kunne mærke ind under huden, at det handlede om rigtige mennesker, der elskede, hadede, kæmpede, led og stred, svigtede, tabte og vandt. Man blev klogere på, hvad der drev nogle personer som socialdemokrater – eller i det hele taget som mennesker.

Dette er fraværet i Lykketofts bog, hvad de politiske karakterer angår (angående privatlivet er han dog mere åben). Og nu når han selv bringer Heltberg på banen, er det nærliggende at se de to værker som polare modsætninger med den optimale balance et sted imellem.

Når ret skal være ret, er der interessant information. Men dens fortrin læner sig mere op ad kvaliteterne for den gode historiebog end det nærværende erindringsskrift. Bedømt som sidstnævnte er det gået skævt, og det er fortsat et mysterium hvorfor. 560 er også et højt sidetal. Måske det er en subtil morale i historien, at selv en verdensmand kan få brug for en redaktionssekretær.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password