fbpx

Bæredygtigt Landbrug vil lade retten afgøre uenighed med professor

Der er strid om mængden af landbrugets udledning af kvælstof, og nu vil Bæredygtigt Landbrug have en afklaring i retten.

Af Kaj Mieritz, kaj@indblik.net

Professor Stiig Markager, Aarhus Universitet, er blevet indstævnet for retten af organisationen Bæredygtigt Landbrug (BL). BL ønsker, at Stiig Markagers udtalelser om den stigende udledning af kvælstof fra landbruget til vandmiljøet formelt og officielt skal bortfalde ved en retskendelse.

Bæredygtigt Landbrug mener, at det er forkert, når Stiig Markager siger og skriver, at landbrugets udledning af kvælstof er steget med 1% om året mellem 2010 og 2017, ca. 700 tons pr. år. BL siger, at Stiig Markagers udtalelser går stik imod konklusionerne i den årlige officielle NOVANA-miljørapport – som i øvrigt skrives af andre forskere fra Stiig Markagers eget universitet. (NOVANA er det Nationale Overvågningsprogram for Vandmiljø.)

Stiig Markager er professor ved Institut for Bioscience – Anvendt marin økologi og modellering ved Aarhus Universitet. Bæredygtigt Landbrug er en interesseorganisation for landbruget med ca. 4000 medlemmer.

”Nu er det nok. Nu må retssystemet tage affære, for vi danske landmænd finder os ikke i på uberettiget vis at blive hængt ud som miljøsvin – og vi er den organisation, der tager de kampe, ingen andre tager,” siger Bæredygtigt Landbrugs formand, Flemming Fuglede Jørgensen.

I en pressemeddelelse skriver Bæredygtigt Landbrug: ”Stiig Markager nægter at trække sine påstande tilbage og har ikke formået at dokumentere dem. Stævningen går på straffelovens bestemmelser om privat påtale. Hensigten er, at Stiig Markagers udtalelser formelt og officielt kan bortfalde ved retskendelse.”

Professor Stiig Markager forstår ikke baggrunden for stævningen. ”Jeg står helt og fuldt bag min forskning og mine udtalelser,” siger han til Indblik.net.

”Mine resultater er fremkommet på videnskabeligt grundlag og kan efterprøves. Desuden har jeg grundigt dokumenteret resultaterne mindst 10 gange i forskellige fora, senest ved et møde i KTC,” siger Markager. (KTC er en organisation af kommunale topchefer i Danmark, herunder i fælleskommunale selskaber.)

Bæredygtigt Landbrugs faglige direktør, Jørgen Evald Jensen, understreger, at sagen omhandler noget meget større og vigtigere end blot landmænd, som er sure over en professors udtalelser:

”Vi er i den situation, at Stiig Markager med hans udlægning af tallene sår tvivl om konklusionerne i de officielle NOVANA rapporter, og dermed også sår stor tvivl om forskerteamet fra Aarhus Universitet, som står bag NOVANA. Det var uproblematisk, hvis det ikke netop var en professor fra samme universitet, som bliver flittigt brugt i den politiske debat. Derfor ser vi os desværre nødsaget til at gå rettens vej for at få trukket Stiig Markagers udtalelser tilbage, så NOVANA-rapporterne fortsat kan danne en troværdig ramme om en vigtig samfundsdebat og være fundamentet for fremtidige handlingsplaner.”

Stiig Markager siger til Indblik.net, at hans tal også findes i NOVANA-rapporten:

”Jeg har fuld opbakning, både i det faglige miljø og hos min egen ledelse. Og så står der faktisk i enhver professors ansættelseskontrakt, at han skal forske, undervise OG deltage i den offentlige debat. Og det er jo det, jeg gør.”

BL’s faglige direktør, Jørgen Evald Jensen siger:

”Problemet med Stiig Markagers manipulationer er, at politikerne – som følge af hans udmeldinger – kræver landbrugsjord taget ud af dyrkning eller en voldsom begrænsning af brugen af gødning. Begge dele vil være katastrofalt for dansk landbrug, der faktisk har begrænset både miljø- og klimapåvirkningen betragteligt de senere år.”

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password