fbpx

Lars Tvede: Teknologien vil igen redde verden

Uklogt at sætte væksten i stå for at redde klimaet. Kraftværker med thorium kan skaffe os CO2-fri energi til en milliard år, skriver iværksætter Lars Tvede i aktuel bog om supertrends.

Af Kaj Mieritz, kaj@indblik.net

Lars Tvede er kendt som iværksætter og forfatter. Med bopæl i Schweiz har han stiftet og drevet en række virksomheder, især inden for kommunikation og finansvæsen, og er derigennem blevet en velhavende mand.

Sin økonomiske frihed har han brugt til at læse og skrive bøger, og i løbet af de sidste 10 år har han skrevet otte af slagsen, hvoraf et par stykker er blevet store succeser. Især ”Det kreative samfund” fra 2014 og ”Gåsen med de gyldne æg” fra 2016 er blevet ”talk of the town” blandt erhvervsfolk og iværksættere i Danmark og andre steder i verden.

Nu har han skrevet en ny bog, ”Super Trends – 50 ting, du bør vide om fremtiden”, og den lancerede han tirsdag den 17. september på et møde hos den borgerlig-liberale tænketank Cepos.

Lars Tvede er optaget af, hvordan forudsigelser om verdens undergang gang på gang er blevet aflyst af nye opdagelser og ny teknologi. Kloge mennesker har i tidernes løb advaret om, at vi (menneskeheden) snart løber tør for jern, kul, olie, fødevarer, og hver gang er forudsigelserne blevet gjort til skamme, først og fremmest fordi der er opfundet ny teknologi.

Indblik.net | Lars Tvede: Teknologien vil igen redde verden
Iværksætter og forfatter Lars Tvede er aktuel med sin nye bog Supertrends.

CO2-udslip løses med teknologi
Tvede har samme holdning til udledningen af CO2: Teknologien findes til at mindske CO2-udslippet – eller også vil den blive opfundet. Opfinderne og innovationen findes derude, man skal bare satse på det og give iværksætterne gode vilkår. Mange af de ting, der skal til, er allerede opfundet – det gælder kun om at kombinere dem.

Lars Tvede mener, at det er fejlagtigt at møde klimaændringerne med krav om, at vi skal reducere den økonomiske vækst, lade være med at spise bøffer eller rejse med fly. Om to-tre år vokser oksekød i ståltanke og koster lige så lidt som oksekød fra dyr. Og det viser sig jo, at jo rigere samfundet bliver, desto renere bliver det, og desto bedre bliver vi til at løse problemerne.

Lars Tvede mener heller ikke, at befolkningstilvæksten i verden vil udgøre et større problem. Jo flere mennesker, jo flere ressourcer, og jo flere mennesker, desto flere ressourcer pr. person, siger han.

Thorium-energi
Når verdens befolkning vokser, skal der bruges store mængder energi, hvis alle skal nå den levestandard, vi nyder i Vesten. Her er det efter Lars Tvedes opfattelse indlysende at satse på kernekraft med thorium som energikilde – som ikke udleder CO2. Thorium findes i rigelige mængder, så der vil være energi til den næste milliard år, sagde Lars Tvede. Det undrede ham såre, at energi fra thorium, som blev testet første gang i 1960’erne, ikke havde vundet større udbredelse. Nu er man i gang med forsøgsværker i Indien og Kina.

Derudover forsøger man mange steder at udvikle såkaldte fusionskraftværker, som kan spalte brintatomer – den proces, der finder sted på solen. Det har man ganske vist arbejdet på de sidste 50 år – men gennembruddet kan komme snart, mener Lars Tvede.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password