Søren Pind kæmper videre – godt

Med ’Frie ord’ har Søren Pind begået en velskrevet og nærværende politisk erindringsbog. Dens største kvaliteter handler i øvrigt ikke om Lars Løkke eller Kristian Jensen.

Af Morten Okkels, mok@indblik.net

Han var klar til kamp, Søren Pind, som han selv beskriver det på første side af ’Frie ord’. Lige fra medlemskabet i Venstres Ungdom i 1985. Hans nye bog bærer i det hele taget præget af en mand, som har en vis gejst for at slås. Skønt han nok selv ville foretrække at sige at kæmpe eller dyste.

Netop den interne kamp i Venstre gennem en årrække, af Pind intenst skildret her i bogen, har for længst tiltrukket sig den brede presses opmærksomhed, så vi lader det tema hvile et øjeblik og vender tilbage. I grunden er der nemlig en del oversete grunde til at læse ’Frie ord’, for den leverer stof, vi manglede. Dette at fylde huller ud i den kollektive viden er jo et hæderstegn for en bog, så lad os starte dér.

Sjældne perspektiver på politik
Pind beretter for eksempel om de kommunalpolitiske opgør mod socialdemokraterne Kramer og Ritt såvel som – selvfølgelig – tidens opgør i Venstres egne rækker. Jo, man føler med Pind, når metroen alligevel ikke bliver gravet ned. Det er vedkommende, ikke kun fordi det er velskrevet, men også fordi vi virkelig mangler de rådhusberetninger, som er så meget sjældnere end de landspolitiske af slagsen.

Ligesom det er godt at læse om embedsværket på en måde, der går ud over, at nej, hvor er de bare flittige og dygtige derinde. Det vil Pind ej heller benægte, at mange af dem er, men dele af hans beretninger tegner det mere nuancerede billede.

Eksempelvis var der – ifølge Pind – forskel på, hvordan tingene foregik i ministerierne, som han mødte. Angivelig fandt han fem-seks underprioriterede sager i Integrationsministeriet, som var værre end den statsløsesag, der havde kostet forgænger Birthe Rønn Hornbech posten. Desværre var det en af de steder i fortællingen, hvor Pind var uvillig til at uddybe. For selvfølgelig findes de steder – men det taler til skribentens ære, at de er få.

Pind forholder sig også til navngivne pressefolk undervejs, og det er da interessant historieskrivning, hvis Jyllands-Postens Jette Elbæk Maressa har haft stor indflydelse på dansk politik, da hun op mod Venstres landsmøde i 2006 skrev en bestemt artikel om, at V-folketingsmedlemmer ville udfordre Foghs midtsøgende linje på skat og velfærd. Det er i hvert fald Søren Pinds holdning, han kan argumentere for.

Muntert frem til livets dyst
Set oppefra og ned er bogen i det hele taget så storladent anlagt som sin ophavsmand. Bemærk blot kapiteltitler som ’Annus Horribilis’, ’Verdens ondskab’ og ’The Long Goodbye’. Søren Pind har en stil, som man kan synes om eller lade være, men under alle omstændigheder er det en stil. Dertil kommer et talent for at udvælge anekdoter.

Et eksempel: Som minister måtte Søren Pind undertiden bide hårdt i bordpladen, når han skulle høre på Dansk Folkeparti. Hvorpå statsminister Løkke replicerede, at han skulle huske, hvem der havde æren for, at han overhovedet havde en bordplade at bide i.

Eller på et tidspunkt, hvor Pind slår til lyd for et SV-samarbejde om udlændingepolitikken, der skal frigøre kræfter til at slå et slag for alt det gode og rigtige, Venstre står for, og han angivelig bliver mødt med spørgsmålene, hvordan Venstre i givet fald skal vinde valget, og hvad der så kan samarbejdes med Dansk Folkeparti om. Sådan bliver paradokser og frustrationer i politik udtrykt ved små, sigende billeder med et underspillet, men tilstedeværende element af tragikomik.

Nå, hvad nu med den bedst kendte ballade, det med Kristian Jensen og Jens Rohde og aftalen i kælderen og alt det dér? Vi tager lige en afstikker yderligere: En gru slog ned i mig i begyndelsen af bogen, hvor Pind gengav sin bornholmske barndoms glæde ved Jan-bøger, Kim-bøger og De 5-bøger. Bare nu hans egen bog ikke bliver en karikeret opstilling af helte mod skurke, tænkte jeg.

Sådan en karikatur blev den ikke, for der er ingen sådan rigtige helte i bogen ud over naturligvis Ronald Reagan, som den yngre Pind engang mødte. Måske har den det næsten; der er nogle ret helte-agtige hædersmænd, der ender som martyrer: Peter Christensen og Leif Mikkelsen. Bogen har overraskende applaus til Alternativet som et lejlighedsvist seriøst parti og til Lisbeth Knudsen, skønt hun ikke gav ham det ønskede job som teaterdirektør sidste år, Løkke henstår som en sammensat skikkelse, og der skal nok være belæg for det alt sammen. Altså nej, det blev ikke til den frygtede parade, der kun bestod af forudsigelige karikaturer.

Indblik.net | Søren Pind kæmper stadig – godt
Foto: Robin Skjoldborg

Den hvide og den sorte ridder
Men jo! Selvfølgelig – som det fremgår af adskillige medier i disse dage – har bogen sine skurke. Der blev forsøgt ”kongemord”, hedder det i den pindske stil. Her kommer især Kristian Jensen og Jens Rohde (på lange stræk i øvrigt Claus Hjort Frederiksen). Rohde er en opportunist, og nogen har haft en finger med i spillet vedrørende Løkkes møgsager, antyder Pind.

Rohde og Jensen bestrider, og det ligger uden for rammerne for denne anmeldelse at gætte på, hvem der har ret. Under alle omstændigheder har skurke-castingen et mindre uafklaret problem, når Pind står ved, at hans uforbeholdne støtte til Løkke skyldes loyalitet og taknemmelighed, og at ”jeg den dag i dag finder det vanskeligt at se, jeg kunne have handlet anderledes”, begrundet i blandt andet: ”Det var jo Løkke, der havde udfriet mig af ørkenvandringen” og flere sætninger af samme skuffe.

Og det er forståeligt, at Pind som den ædle ridder således passer på sin konge og afværger kongemordet ud fra loyalitet og taknemmelighed. Men hov – så kunne ridder Rohde og kong Kristian monstro tillade sig at sige det samme? Også deres så angiveligt lyssky aktiviteter var vel begrundet i forståelige motiver som loyalitet og taknemmelighed. Men er der så reelt grundlag for en følelse af moralsk overlegenhed hos den ene part, og på hvilken baggrund? En anden ting er, at journalist og politisk kommentator Henrik Qvortrup har skrevet offentligt, at Pind var en bagmand til usande forlydender om Løkkes afgang i 2014, og jeg havde håbet, Pind ville forholde sig til den påstand. I det mindste forholder han sig retfærdigvis til meget andet med høj grad af åbenhed.

Ellers er mit største ankepunkt til ’Frie ord’ den milde kritik, at for en gangs skyld måtte bogen gerne være længere. Ikke mange politikere har et liv og en pen til at skrive 300+ sider, uden at man keder sig en gang eller tre undervejs. Det er synd, at Pinds bog ender en kende abrupt, en kort sidste del med korte, lidt essayistiske kapitler.

Derfor også glædeligt at få at vide, at han skriver videre en anden gang. På den anden side ærgerligt, hvis dansk politik for stedse har mistet en af de typer, som en gang imellem var 10 procent for meget, men i det mindste var det, fordi han ikke af frygtsomhed holdt sig til at være 10 procent for lidt. Men hans kamp fortsætter vel nok på en eller anden måde, som vil være interessant at følge med i.

’Frie ord’ af Søren Pind, 343 sider, er udkommet på Gyldendal 11. september.

Husk at følge os på Facebook.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password