Indblik.net | Kritik af den politiske kliché

Kritik af den politiske kliché 3: Præsidentvalg

Den nemmeste historie at fortælle er den med to og kun to modsætninger. Det er en farlig fristelse for medierne, når fortællingen ikke har belæg i virkeligheden.

Af Morten Okkels, mok@indblik.net

Folketingsvalget 2015 var vist det foreløbig sidste, som medierne kaldte for et ”præsidentvalg” – med henvisning til det amerikanske af slagsen, hvor der kun er to kandidater af betydning over for hinanden, og resten af de politiske aktører er med- eller modspillere i den afgørelse.

Udfaldet af valget i 2015 afkræftede fuldstændig den fortælling, for eksempel i og med at den mest populære politiker var tredjemanden Kristian Thulesen Dahl. Men ét yderligere mandat til rød blok dengang, og den kollektive bevidsthed havde husket det som præsidentvalget, hvor den siddende statsminister Thorning havde slået oppositionsleder Løkke på personlig troværdighed – uanset hvor misvisende det sprogbillede stadig ville være til et folketingsvalg.

Indgangsvinklen ’præsidentvalg’ er fristende for journalister. Ingen forsimpling er nemmere at fremstille end den dualistiske: blå mod rød, venstre mod højre, pigerne mod drengene, slappere mod strammere osv. Men det er også farligt. Lad os tage et eksempel, hvor medierne kom virkelig galt af sted – i disse tider med megen Venstre-snak kan vi passende gå tilbage til formandsopgøret i 2014.

Kritik af den politiske kliché 3: Præsidentvalg

Klichéen i kælderen
Den politiske iagttager vil erindre, at det ikke var mediernes stolteste stund, da Venstres hovedbestyrelse dengang skulle mødes for – måske – at indkalde til landsmøde for at vælte Løkke som formand. I timevis trådte de politiske kommentatorer vande, mens der blev videregivet forkert information om formandens afgang. Til sidst viste det sig, at status quo holdt, og hvilket antiklimaks var det ikke.

Hvad havde medierne gjort galt? Fejlen var, at de havde set opgøret mellem to og kun to personer og derfor dækket det som et ”præsidentvalg” med to mulige udfald. De overså, at den aften i Odense principielt ikke skulle vælge en formand, men behandle et forslag om et kommende formandsvalg. Sådan et forslag har ikke kun to, men tre mulige udfald: Det kan vedtages eller afvises, men også frafalde. Medierne havde glemt potentialet for den tredje mulighed.

Lars Løkke Rasmussen var smartere og udnyttede, at medierne havde lagt sig fast på vinklen. Hans usande historie om at være på vej væk virkede netop troværdig, i og med at en tredje mand, Søren Gade, så ud til at komme på banen. Den falske indskiftning gjorde det muligt for journalisterne at køre videre i samme fejlslagne spor. Nej, de sagde ikke ordet ”præsidentvalg” – men de kørte klichéen lige så godt, som hvis de havde.

Princippet i anvendelse
Retfærdigvis skal anerkendes, at journalister er nødt til at lave forsimplinger for at udtrykke noget vedkommende om noget som helst. Spørgsmålet er, om ikke det sker lidt rigeligt. Det mest problematiske er selvfølgelig, hvis den dualistiske klapfælde ændrer mediedækningen i en retning, der er tvivlsomt belæg for. Tænk her på præsident George W. Bushs holdning i sin tid, at enten er du med os, eller du er med terroristerne.

Herhjemme er det nu nok Socialdemokratiet, der er bedst til at udnytte denne tendens til at bruge den tvivlsomme dualisme i partikommunikation udadtil. Partiets bedste valg i 1930’erne foregik netop under parolen ’Stauning eller kaos’ som et pragteksempel på konceptet. Men den falske modsætning går også igen, uden at noget valg af konkrete personer behøver være nævnt.

Tænk bare på spørgsmålet ’Velfærd eller skattelettelser’ på busser og lignende. At disse to ting står i modsætning til hinanden, og at den fordelingspolitiske samfundsdebat kan reduceres hertil, er efterhånden blevet underforstået i store dele af både medier og befolkning. Her er reklamen blevet til anerkendt dogme.

Det skal selvfølgelig anfægtes, ikke ved at man vælger det ene frem for det andet, men simpelthen forkaster præmissen om, at det er så simpelt, at der kun er to valgmuligheder, som gensidigt udelukker hinanden. Nøjagtig ligesom et folketingsvalg ikke kan reduceres til et præsidentvalg mellem Venstres og Socialdemokratiets formænd, med samme selvfølgelighed som at Danmark ikke er USA.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password