fbpx

Dansk anti-vaccine alarm afblæst

Af Signe Dahl, signe@indblik.net

Med jævne mellemrum maner medier til uro om vaccinemodstand. I juli 2019 bragte Weekendavisen en reportage fra Frankrig, hvor der er udbrudt mæslingeepidemier. Anti-vaccinebevægelsen er tilsyneladende i vækst i Louis Pasteurs eget land – incroyable!

I foråret advarede UNICEF om, at antallet af mæslingesmittede ”stiger til alarmerende niveauer”. I 2018 rapporterede 98 lande om et stigende antal smittede i sammenligning med 2017, fortalte UNICEF i en pressemeddelelse, der via Ritzau nåede bredt i ud danske medier, skønt det primært er ikke-vestlige lande, der rapporterer om en stigende modstand. Dog kom altså Frankrig med på UNICEFs liste over de 10 lande, der har oplevet den højeste stigning i antallet af mæslingetilfælde mellem 2017 og 2018.

I Danmark stiger tilslutningen
I Danmark er der dog ikke umiddelbart grund til alarm, oplyser Statens Serum Institut.

”Vi har ikke på SSI fornemmelse af stigende vaccinemodstand, tværtimod stiger tilslutningen til alle børnevaccinerne i disse år (inkl. HPV efter faldet i 2015-2016),” oplyser afdelingslæge og redaktør af EPI-NYT Peter Henrik Andersen til Indblik.net.

Man kan se vaccinationstilslutningen pr. fødselsårgang på Seruminstituttets hjemmeside (bemærk at tilslutningen er lavere for den seneste årgang, da disse børn ikke alle er færdigvaccineret).

Ressourcesvage og speltmødre
Alligevel er det prioriteret at mane den danske vaccinemodstand i jorden. Folketingskandidat Laura Lindahl (LA) havde som et af sine vigtigste mærkesager i den seneste valgkamp, at ikke-vaccinerede børn skulle udelukkes fra institutioner. Det går nemlig ud over børn i ’ressourcesvage familier’, som ikke magter at få deres børn vaccineret, at ’speltmødre’ vælger vaccinen fra. Begge samfundsklassers børn nyder godt af flokimmuniteten, og udnytter at langt de fleste danskere endnu helt ukritisk og uproblematisk lader sig vaccinere, med de bivirkninger der trods alt kan være.

Dansk anti-vaccine alarm afblæst
De hyppigste angivne årsager til ikke at få sit barn vaccineret var forglemmelse (31%), at forældrene ikke ønskede barnet vaccineret (26%), og at familien var tilflyttere fra udlandet og ikke havde været opmærksomme på det danske vaccinationsprogram (17%)

Hvem er anti-vaxxerne?
Men ved man egentligt, hvilke befolkningsgrupper der er mest anti-vaxxer? Peter Henrik Andersen fra Seruminstituttet henviser til et nyt studie i EPI-NYT, som anbefaler at man har særligt fokus på børn i store familier, børn der bor alene med én af forældrene, eller hvor der ikke er fælles forældremyndighed, samt på børn med udenlandske forældre.

Det aktuelle studie fokuserer på alle børn født i 2010 i Københavns Kommune, og omhandler den vaccine, der kaldes 5-årsboosteren.

”Københavns Kommune blev valgt, da den er blandt de kommuner, der har lavest vaccinationsdækning, og 5-årsboosteren er en af de vaccinationer med lavest tilslutning,” skriver forskerne.

Studiet omfattede 6.039 børn, hvoraf 692, dvs. 11%, ikke var registreret, som om de havde fået 5-årsboosteren, svarende til en vaccinationsdækning på 89%.

Størst risiko blandt indvandrere
De hyppigste angivne årsager til ikke at få sit barn vaccineret var forglemmelse (31%), at forældrene ikke ønskede barnet vaccineret (26%), og at familien var tilflyttere fra udlandet og ikke havde været opmærksomme på det danske vaccinationsprogram (17%), oplyser studiet i EPI-NYT.

Risikoen for ikke at være registreret med 5-årsboosteren er ifølge studiet særligt forhøjet, hvis barnet er indvandrer (OR 10.78), men også det at være efterkommer eller dansk med én udenlandsk forælder forøgede risikoen.

”En stor del af forklaringen ligger i, at vaccinationer givet i udlandet ikke er blevet registreret i DDV. Hvis alle vaccinationer givet til indvandrere i udlandet fremgik af DDV, ville dette alene øge vaccinationsdækningen med ét procentpoint, fra 89% til 90%,” hedder det i studiet, der tilføjer, at det kan være vanskeligt at tolke udenlandske vaccinationskort og tilpasse barnets vaccinationer til det danske børnevaccinationsprogram.

Seruminstituttet er ved at planlægge en større registerundersøgelse, der yderligere skal forsøge at afdække socioøkonomiske forskelle i vaccinationstilslutningen, oplyser Peter Henrik Andersen.

Ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få ubegrænset og gratis adgang til alle nyheder på Indblik.net
Jeg accepterer, at Indblik.net må sende mig nyhedsbreve, og accepterer ligeledes Indblik.net's privatlivspolitik og brug af data.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password