Salen er åbnet: Folketinget gør op med snyd

Hullet i loven om vælgererklæringer skal lukkes straks, mener politikerne, og det gav tidlig ordfører-debut til en række nye MF’er.

Af Morten Okkels, mok@indblik.net

Den nye folketingssamling starter først 1. oktober, men allerede sent i august er det parlamentariske arbejde i gang. Det skyldes, at det tidligere på året lykkedes for partierne Klaus Riskær Pedersen og Stram Kurs at omgå reglerne om at indsamle de nødvendige underskrifter til at opstille til folketingsvalget 2019.

Loven siger, at der skal være en uges betænkningstid, mellem at man som vælger giver sin e-mail til partiet med henblik på at støtte opstillingen, og indtil man officielt kan blive registreret som stiller ved hjælp af Nem-ID. Denne betænkningstid så Riskærs og Rasmus Paludans partier imidlertid stort på og ledte folk direkte videre til den endelige bekræftelse.

Dermed handlede partierne klart i strid med reglerne. Problemet var, at loven ikke gav mulighed for at straffe partierne, som reelt kunne fortsætte uanfægtet hele vejen til deres opstilling. Et af partierne, Stram Kurs, manglede kun 0,2 procentpoint af stemmerne for at have plads på Tinge i dag.

Fordi der i princippet kan komme et nyt folketingsvalg når som helst, har det det været vigtigt for politikerne at få hullet lukket så hurtigt som muligt. Derfor har den nye socialdemokratiske social- og indenrigsminister, Astrid Krag, allerede nu haft forslaget til behandling i Folketingssalen.

”Efter lovforslaget kan Valgnævnet, der er uafhængigt af regeringen, efter anmodning fra social- og indenrigsministeren i tilfælde af grove eller gentagne retsbrud i forbindelse med et partis indsamling af vælgererklæringer træffe afgørelse om at udelukke partiet fra fortsat at indsamle vælgererklæringer og annullere partiets indsamling af vælgererklæringer,” uddybede ministeren i fremsættelsestalen.

Måske bliver Astrid Krags første forslag som indenrigsminister også det letteste at få igennem. I hvert fald var alle partier ved 1. behandlingen positivt indstillede. Dansk Folkeparti og Enhedslisten havde enkelte tekniske spørgsmål, de gerne ville have besvaret, men forslaget forventes at blive vedtaget uden problemer allerede 12. september.

Som det første lovforslag, der går igennem det nye Folketing, var der således ordfører-debut til hele tre politikere, da både socialdemokraten Camilla Fabricius, radikale Kathrine Olldag, SF’s Charlotte Broman Mølbæk og Nye Borgerliges Mette Thiesen nu har været på talerstolen.

Mere om lovforslaget på Folketingets hjemmeside.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password