Indblik.net | Kritik af den politiske kliché

Kritik af den politiske kliché 2: Statens husholdningsbudget

Når journalister kalder finansloven for ”statens husholdningsbudget”, bidrager deres kliché til at misforstå statens rolle i samfundet.

Af Morten Okkels, mok@indblik.net

Det bliver snart sæson for finanslovsudspil, og mon ikke endnu en journalist vil komme til at kalde finansloven for statens husholdningsbudget? Det er forståeligt, at klichéen er opstået. Ligesom en familie har staten forskellige udgifter at prioritere og få til at gå op i en højere enhed.

Alligevel er det et forfærdeligt sprogbillede ved nærmere eftertanke. For det første giver det folk grund til at tro, at statsbudgettet kan anskues som et husholdningsbudget i overstørrelse. Den tilgang er forkert, og det vil være dumpegrund til en samfundsfaglig eksamen at forveksle makro- og mikroøkonomi på den måde. Men det er ikke det værste ved klichéen.

Landsfædre og skattefædre
Det klassiske billede på en husholdning er en familie. Klichéen ”statens husholdningsbudget” taler dermed ind i et billede, hvor politikerne må være forældrene. Vi, borgerne, må være de børn, som det er forældrenes opgave at passe på.

Nærværende kliché er interessant, fordi den står for hele familiegørelsen af politikere og statsapparat. Allerede i 1930’erne blev Stauning kaldt for en landsfader, og stadig i 2019 kalder danskerne absurd nok skattevæsenet for ”skattefar”, hvilket også blev brugernavn på ministerens Twitter.

(At skatteministeren altid er en mand, og socialministeren næsten altid er en kvinde, kan i øvrigt ses som den klassiske familiestruktur, der reproducerer sig selv politisk: Far som ham, der tjener pengene ind, og mor som hende, der sætter plastrene på.)

Det er indlysende, hvorfor politikere gerne vil fremstå som voksne-for-de-voksne. Magt forekommer mindre skræmmende og mere nødvendig, når den kommer fra familien. I bogen ’1984’ er det Store Broder, der bliver elsket, trods han er en tyran, for selvfølgelig vil han kun vores bedste.

Embedsværk nedspilles også
Apropos finansloven og statsbudgettet: Hvem skriver papirerne fra Finansministeriet? Også her kan vi bruge lejligheden til at komme af med et par klichéer, skribenter elsker. Papirer fra Finansministeriet siges at være udarbejdet af ministeriets ”regnedrenge” og ”talknusere”. Hvilken slags mennesker forbinder man med disse begreber?

En regnedreng giver indtryk af en ung og flittig HK’er med blyant bag øret. En talknuser er en mere nørdet type. Spørgsmålet er, om disse betegnelser er retvisende for embedsværket. Der befinder sig i Finansministeriet folk, der udøver mere magt i Danmark end de fleste, vi kan stemme på.

Pointen er, at når vi borgere taler, som om politikernes magt udgår af kærlighed, eller som om embedsværkets magt er mindre, end den er, går vi kun magtens ærinde, og det behøver vi ikke.

Nogle vil protestere og sige, at disse klichéer, der nedspiller magten, er ubevidste hos journalisters side. Muligvis, men det bliver det ikke spor harmløst af. Det bedste ville selvfølgelig være, at journalister holdt op med at benytte disse klichéer. Indtil da er det næstbedste, at læserne er bevidste om, at det sker.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password