fbpx

Ukendt rådhuscafé kostede København en kvart million skattekroner

Københavns Kommune banede vejen med 248.840 kroner, men Meyers rådhusrestaurant havde svært ved at opnå flere end to gæster om dagen. Nu kommer dødsstødet til Rådhuskælderen.

Af Morten Okkels, mok@indblik.net

Politikerne i Københavns Kommune står nu til at opgive tanken om offentlig café på rådhuset, efter gæsterne er udeblevet. På et år har det ellers kostet politikerne en kvart million at åbne kantinen for aftenservering som spisestedet Rådhuskælderen.

Borgerrepræsentationen gjorde forsøget på initiativ af politikere fra Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Venstre. Blandt dem var Venstres gruppeformand, Flemming Steen Munch.

“Begrundelsen var, at alle andre storbyers rådhuse har en rådhuskælder. Hvis ikke man havde været imod alt, hvad der hed alkohol, da rådhuset blev bygget, så var den blevet åbnet allerede dengang. Lokalerne dernede er også fantastisk spændende. Men det var desværre et forsøg, der mislykkedes,” siger han til Indblik.net.

Kunderne har svigtet Rådhuskælderen, hvis besøgstal i en periode var nede på to gæster dagligt. Dermed kunne cateringfirmaet Meyers, som forpagter stedet, heller ikke hjælpe med at betale for de ekstra vagter på rådhuset, som løsningen oprindelig var gået ud fra.

Københavns Kommune har i det seneste år betalt 123.750 kroner for aftenvagter, mens kommunen blot har fået 4.195 kroner tilbage fra Rådhuskælderen. Derudover har kommunen betalt for håndværksydelser til at åbne lokalerne for offentligheden. Det hele giver tilsammen en kommunal regning på 248.840 kroner ifølge forvaltningens egne tal.

Derfor har både partiernes gruppeformænd og kommunens økonomiudvalg nu opgivet tanken om mere offentlig café på rådhuset. Torsdagens møde i Borgerrepræsentationen vil officielt lukke projektet, bekræfter Flemming Steen Munch.

“Der var ikke den interesse, der var nødvendig til at kunne bære det igennem, især ikke når der var ned til to besøgende pr. dag. Der kunne være gjort mange ting. Men det er svært at gå op nu og tale for noget, der giver underskud til kommunen,” siger Flemming Steen Munch.

Københavns Kommune oplyser, at Meyers også selv har talt for at lukke Rådhuskælderen, som firmaet nåede at varetage over 72 aftener fordelt over årene 2018 og 2019. Meyers varetager også den almindelige kantinedrift på Københavns Rådhus foruden i øvrigt på Christiansborg.

0 kommentarer

Efterlad en kommentar

Login

Welcome! Login in to your account

Remember me Lost your password?

Lost Password